Fortsæt til hovedindholdet
Menighedsrådsvalg
Det er spændende at være med til at drive en kirke

- Det er spændende at være med til at drive en kirke

Peter Vibe har i 16 år været medlem af menighedsrådet i Haderslev Domsogn. Her fortæller han, fordi han i sin tid besluttede sig for at engagere sig i sin lokale kirke.

Hvordan kom du ind i menighedsrådet?
- Jeg er uddannet folkeskolelærer og arbejder på en folkeskole i Haderslev. Jeg sidder i min fjerde periode, det vil sige på 16. år i menighedsrådet i Haderslev Domsogn. I sin tid var det en kollega, der selv sad i menighedsrådet, som tog fat i mig og spurgte, om det ikke var noget for mig at være i menighedsrådsarbejdet. Jeg havde egentlig ikke selv overvejet det, men syntes faktisk, det kunne være spændende at prøve af, så derfor sprang jeg til. Min far har siddet i menighedsråd i mange år, så jeg havde en fornemmelse af, hvad det ville sige, ligesom jeg sang i domkoret, så jeg var på den måde engageret i domsognets handlinger og havde en personlig interesse for kirken.

Hvad er din oplevelse af at sidde i menighedsrådet?
- Det har være en positiv oplevelse for mig. Vi er 15 valgte medlemmer i menighedsrådet plus ansatte og præster, så vi er mange - og mange, der skal høres, men jeg oplever, at alle bliver lyttet til. Jeg synes også, jeg selv har haft mulighed for at sætte et fingeraftryk på nogle ting. bl.a. som formand for Børne- og Ungeudvalget, ligesom jeg er med i aktivitetsudvalget og gudstjenesteudvalget. 

Hvad synes du er det bedste ved at sidde i menighedsrådet?
- Det er at være med til at drive og udvikle en arbejdsplads og en kirke. Det synes jeg er rigtig spændende. Det kan også være udfordrende, især at kunne have fokus på andet end bygninger, økonomi og dagligt drift. Det kan hurtigt komme til at fylde meget. Man skal både sørge for at skabe de bedst mulige forhold for de ansatte, men også for at drive kirken ved f. eks. at udvikle på, hvilket arbejde kirken leverer og hvilke tilbud, den kan byde på. 

Er der noget, der har overrasket dig ved menighedsrådsarbejdet?
- Det har overrasket mig, hvor stor indflydelse, vi egentlig kan kan have på medarbejdere. Vi er jo chefer for kirkens ansatte og har direkte indflydelse på deres hverdag: Hvad skal de prioritere i arbejdet, hvem og hvor mange ansætter vi, hvordan bruger vi pengene osv. For mig handler det om at have respekt for de daglige folk i virket, lytte til dem og samtidig være tydelig i, hvilke rammer vi ønsker og så få lavet de rammer.