Marianne Rasmussen stillede til forrige valg op til menighedsrådet, fordi hun gerne vil være med til at skabe et bedre arbejdsmiljø i sit sogn.
Hvad er din baggrund?
- Jeg er 51 år gammel og har fire børn i alderen 19-25 år, og så arbejder jeg som forskningsbioanalytiker på Odense Universitetshospital. Jeg er den type kirkebruger, der ikke har gået meget i kirke som sådan, men jeg er kommet til festlige lejligheder og et par gange derimellem.
Hvordan kom du ind i menighedsrådet?
- Jeg har altid sagt, at når jeg gik på pension, ville jeg gerne tage en frivillig tørn i menighedsrådet, fordi jeg synes, folkekirken er vigtig, og fordi jeg synes, det er vigtigt, kirken er tilstede i samfundet. Jeg kan godt lide, at vi har en folkekirke - både, at vi har nogle pæne kirker og at kirken er der, når vi har brug for den. Jeg blev valgt ind i vores menighedsråd i forbindelse med sidste valg. Det var nogle år, før jeg havde planlagt at engagere mig, men det skyldes, at vi på daværende tidspunkt havde et dårligt arbejdsmiljø for både præster og ansatte. Jeg fungerer som arbejdsmiljørepræsentant på mit arbejde, og det ligger mig meget på sinde, at alle har ret til et godt arbejdsmiljø. Derfor mente jeg, at jeg ville kunne gøre en forskel i menighedsrådet og være med til at skabe nogle bedre rammer. Det har heldigvis også vist sig at være tilfældet. I dag har vi et rigtig godt samarbejde.
Hvad synes du er det bedste ved at sidde i menighedsråd?
- Netop det, at vi har fået opbygget et rigtig godt samarbejde mellem præster, ansatte og menighedsråd. Vi har fået en god, fælles forståelse af hinanden opgaver - og den respekt, det kræver. Det fungerer nu. På den måde gør vi en forskel, både for de ansatte og for menigheden.
Er der noget, der har overrasket dig ved menighedsrådsarbejdet?
- Ja, at tingene fungerer lidt gammeldags. Vi har været bagud på det digitale område hos os, så vi har systematisk brugt en del tid på f. eks. at lægge ting på DAP, så det er nemmere for næste hold at tage over. Omvendt er der sket en del de sidste to år, så der sker også en udvikling på det felt. Men det, der er den helt store udfordring er, at vi som menighedsråd har ansvaret for vores administrative personale og skal være inde i alle regler, så jeg kunne godt ønske mig nogle løsninger, der gjorde den del lidt nemmere. Vi har et virkelig godt samarbejde med Hedensted Provsti, som er meget hurtige til at melde tilbage - og det gør alt meget mere gnidningsfrit. Som menighedsråd har man brug for at få hurtigt svar på det, man gør.
Hvad er din oplevelse af at sidde i menighedsråd?
- Jeg har bl. a. opdaget, hvor meget kirken betyder for folk - og hvor meget forskelligt, den betyder for folk. Jeg har også fået den opfattelse, at det er enormt vigtigt, at vi som kirke er til stede på en uforpligtende måde, hvor vi kan tage en kop kaffe med folk, for det er der, vi virkelig kan gøre en forskel. Vi er ikke en kommune, men et fællesskab, der er mere uformelt for dem, der er ensomme og har brug for en snak. Jeg synes også, at det er vigtigt, at kirken laver nogle aktiviteter, hvor den kommer ud til folk, fremfor de altid skal komme til kirken.
Hvad synes du er mest udfordrende ved at sidde i menighedsråd?
- Det er er den lange sagsbehandling, der kan være. Vi har haft store byggesager, hvor provstiet og deres udvalg har været hurtige til at behandle sagerne, men hvor vi har følt, det har strandet i stiftet og Nationalmuseet. Det er en stor udfordring, for vi forsøger at løse de problemer, der opstår. Og det er svært at se tingene blive mere og mere ødelagt, mens vi står og venter på en afgørelse. Vi har dyb respekt for, at man ikke bare kan lave om på kirkerne, som man har lyst til, men jeg synes, man skal lave nogle arbejdsgange og systemer, der er mere tidssvarende.
Et sidste ord?
- Jeg stiller selv op igen til menighedsrådsvalget 15. september, for jeg synes, det er hammersjovt arbejde, og jeg er glad for de ting, vi har fået skabt sammen. Nu hjælper vi hinanden på kryds og tværs og har fået skabt på en kultur af tillid og vished for, at man aldrig står alene. Vi løser udfordringerne sammen, og det giver en tryghed, at man ikke er alene om at hænge på tingene. Vi kan snakke om tingene, også når det er svært og vi ikke er enige. Jeg kan derfor opfordre folk til at stille op, hvis man synes, folkekirken er vigtig og har lyst til at få indflydelse på sin lokale kirke.
